Du skal bruge
200 g mørk chokolade 60-70 %
200 g smør
200 g rørsukker
150 g pasteuriserede æggeblommer
150 g pasteuriserede æggehvider
Til formen:
blødt smør
lidt sukker
Pynt:
usødet kakao
bær
Tilbehør:
servér eventuelt med vanilleis og hindbærsauce
Sådan gør du
Hak chokoladen og hæld den i en skål. Smelt chokoladen over vandbad sammen med smørret. Chokolademassen må ikke blive for varm – det skal have håndtemperatur.
Hæld 2/3 af sukkeret op i en skål sammen med æggeblommerne og pisk det hvidt og luftig.
Hviderne piskes stive i en anden skål, det sidste af sukkeret tilsættes undervejs.
Vend forsigtig chokoladeblandingen op i skålen med de piskede æggeblommer. Vend derefter forsigtig de piskede hvider i blandingen, indtil massen er homogen.
En springform smørres med smør og drysses med sukker. Det gør det nemmere at få kagen ud af formen. Hæld ½ af dejen i formen og bag den ved 175 °C i cirka 30 minutter. Stil resten af dejen (moussen) på køl.
Tag kagen ud af ovnen efter 30 minutter, selvom den ikke ser helt færdig ud. Kagen skal nemlig helst falde sammen. Lad den køle af inden resten af dejen/moussen lægges på toppen af kagen. Stilles på køl nogle timer eller natten over.
Servering:
Kagen drysses eventuelt med kakao og pyntes med friske bær. Hvis kagen skal skæres i portionsstykker, kan man med fordel fryse kagen et par timer, inden man skærer den ud.
Servér f.eks. hjemmelavet vanilleis til og lidt hindbærsauce, hvor kernerne er sigtet fra.