Historie, udvikling og vækst


Fra hønsefarm til levnedsmiddelvirksomhed
HEDEGAARD A/S overtog i 1980 det konkursramte FARM-ÆG. Den daværende virksomhed beliggende i Hadsund bestod af hønnikeopdræt, ægproduktion og et mindre ægpakkeri. Markedsandelen var på daværende tidspunkt på 2 %.  

Hønnikeopdræt og ægproduktion blev successivt afviklet i takt med, at virksomhedens afsætning af æg steg. I 2002 tog HEDEGAARD skridtet fra ægpakkeri til levnedsmiddelvirksomhed i forbindelse med opkøb af Brødrene Honum og etablering af produktfabrik i Hadsund i 2004. 

Hedegaard Foods bliver nordisk
I 2011 overtog Hedegaard Foods aktiemajoriteten i Svenska Lantägg og blev med ét en vigtig spiller på det svenske marked. Svenska Lantäggs historie går tilbage til 1982, hvor stifteren Håkan Andersson etablerede virksomheden på Hassle Säby gård uden for Mariestad i Västergötland. Gårdens ægproduktion blev hurtigt suppleret med et ægpakkeri.

Den første leverance af ægprodukter blev afsendt fra det nybyggede produktionsanlæg i Skara i 1987, hvor produktionsanlæg og pakkeri i dag er samlet. 

I dag anvendes den nyeste teknologi indenfor hygiejnebehandling af æg. Svenska Lantägg har været pioner indenfor ”tvättade ägg” (vaskede æg) og sidder i dag med mange års erfaring og en ganske unik viden omkring den helt rigtige hygiejnebehandling af æg, så overfladebakterier fjernes, mens æggets beskyttende hinde bevares. 

På nye eventyr
I foråret 2014 gik Hedegaard Foods sammen med den hollandske emballagevirksomhed Twinpack og stiftede emballagefirmaet Eggs Posure. Visionen for den nye virksomhed er at skabe merværdi til den globale ægindustri igennem kreative og værdiskabende emballagekoncepter. Første produkt fra det nystiftede selskab er den revolutionerende  eggyplay® æggebakke, som er fremstillet af polypropylen og kan vaskes og genbruges som byggeklods.

Yderligere ekspansion til Finland, Estland og Norge
Hedegaard Foods købte i sommeren 2014 50 % af aktierne i den finske levnedsmiddelvirksomhed Munakunta, der med 40 % markedsandel er størst i Finland inden for pakning af skalæg og produktion af pasteuriserede ægprodukter.

Senere samme år købte Hedegaard Foods den estiske levnedsmiddelvirksomhed HK Scan Estonias æg-aktiviteter. De var organiseret i datterselskabet OÜ Koks Munatootmine. Selskabet har 30 % markedsandel i Estland.

I 2016 blev norske Eggprodukter AS en del af koncernen gennem købet af 70,3 % af aktierne i virksomheden. Eggprodukter AS bearbejder og sælger pasteuriserede og kogte ægprodukter til det norske marked og har i dette segment en markedsandel på 15-20 %.

Med opkøbet har Hedegaard Foods i alt seks ægpakkerier i Danmark, Sverige, Norge, Finland og Estland og i alt fire fabrikker til fremstilling af kogte og pasteuriserede ægprodukter. Hovedmarkederne er Danmark, Sverige, Norge, Finland og Estland, og de væsentligste eksportmarkeder er Færøerne, Tyskland, Tjekkiet, Letland og Litauen.

Én samlet organisation
1. november 2015 skiftede organisationen Hedegaard Foods navn til DAVA Foods. Samtidig med navneskiftet bliver der indført nyt logo og et farveskift fra blå til grøn. Som en del af navneskiftet fik alle DAVA Foods datterselskaber i Sverige, Norge, Finland, Estland og Holland samme profil og navn som moderselskabet for at understrege, at vi er én samlet organisation, ikke en række individuelle virksomheder.

Historie, udvikling og vækst